Opvasketabs
Opvasketabs er sammen med afspændingsmiddel og salt til opvaskemaskinen nødvendig for at skabe den balance, som sikrer en effektiv opvask. Der findes flere såkaldte all-in-one opvasketabs som indeholder afspændingsmiddel og salt, men du kan kun undlade salt og afspændingsmiddel hvis du bor i det vestlige Jylland eller steder med blødt vand. Alle andre må supplere med afspænding og salt, men du kan sandsynligvis reducere mængde som tilføres på selve opvaskemaskinen.
Vigtigt om all-in-one opvasketabs?
Flere af de store fabrikanter har valgt at mærke deres opvasketabs med 3 i 1 eller ”all-in-one”, derfor er det nærliggende at tro, at du ikke behøver afspændingsmiddel og salt. Men denne type opvasketabs kan kun stå alene, hvis du bor i et område med blødt vand eller mellemhårdt vand, som man finder i Jylland fra Limfjorden og til landegrænsen mod Tyskland og vest for den jyske højderyg. Du bør læse på etikken hvilken hårdhedsgrad som angives som grænsen for de opvasketabs du vælger eller har liggende i skabet. Nogle opvaskemaskiner kommer med en fejlmelding, hvis de løber tør for det ene eller andet, derfor er anbefalingen, at du altid har afspændingsmiddel og salt i maskinen, men at du skruer ned for tilførslen, hvis du har blødt vand.
Fint eller groft salt til opvaskemaskinen.
Langt de fleste bruger fint salt til opvaskemaskinen, men faktisk er det underordnet. Salt er i bund og grund bare salt og saltet opløses i opvaskemaskinens beholder. Du bruger hverken mere eller mindre salt.
Skal jeg skylle porcelæn af inden jeg fylder opvaskemaskinen?
Dette spørgsmål splitter mange. Fakta er, at du som udgangspunkt skal fjerne de madrester som umiddelbart kan skrabes af tallerknerne og nej du skal ikke skylle sovs og andet af. Opvaskemaskinen vasker bedst rent, hvis servicen er beskidt og det skyldes, at den fra fabrikantens side er justeret til at dosere opvasketabs, afspænding og salt, så den kemiske proces med det varme vand er i den rigtige balance.
Men ovenstående er en sandhed med modifikationer. De fleste oplever, at tallerkner eller andet ikke er blevet ordentligt rent. Anbefalingen er derfor, hvis du har denne type problemer, at du løsner madrester fra kartofler, ris og pasta. Nogle maskiner, som doserer i den rigtige balance som føromtalt kan godt håndtere disse madrester.
Samler du bestik og service sammen over adskillige dage, så er der risiko for at opvaskemaskinen kommer til at lugte. Selv om anbefalingen siger, at du skal fylde maskinen helt op for at spare på vand, el og midler, så anbefales det, at du udnytter maskinen ved at komme gryder, kaffekolben, filterholder og andet i opvaskemaskinen.
Ting som ikke tåler maskinopvask:
- Glas med guldkanter eller med et malet mønster.
- Malet porcelæn som ikke har fået en dækkende glasur.
- Krystalglas og fine tynde glas.
- Træredskaber som vil revne eller opløses.
- Bestik med håndtag af ben.
- Grillbestik og skarpe knive, som bliver sløve.
- Visse beholdere af plastik kan ikke tåle høje temperaturer.
- Visse gryder, pander og nogle låg.
- Gryder og fade af aluminium og kobber.
- Hundens madskål, da indholdet af bakterier som er fremmed for os. Hvis du alligevel vasker den sammen med andre ting, så skal du vaske ved en høj temperatur så bakterierne bliver dræbt
Er det billigst at vaske op i hånden eller i opvaskemaskinen?
Det er som udgangspunkt langt billigere at vaske op i opvaskemaskinen frem for i hånden. Selvfølgelig kan du vaske en pande eller en enkelt tallerken af i hånden, men som udgangspunkt bruger du betydeligt mere varmt vand fra hanen og det koster penge og belaster miljøet. Du sparer penge og miljøet, mest naturligvis hvos du kan fylde opvaskemaskinen helt op.
Hvordan undgår jeg glaspest?
Det enkle svar er håndopvask. Har du fine dyre glas, så skal du vaske dem op i hånden, medmindre du har en nyere opvaskemaskine f.eks. Siemens som med deres Zeolith maskiner og et særligt glas vaskeprogram som garanterer, at glassene ikke får glaspest.
Langt de fleste opvaskemaskiner kan justeres til vandets hårdhedsgrad så tjek det lige. Skalaen for hårdhed går fra 0-30 hvor 0-8 er blødt hvilket er udbredt fra Ringkøbing ind mod Silkeborg, 8-12 som er mellemhårdt er gældende i store dele af Jylland, men langs den jyske østkyst, Fyn og Sjælland er der hårdt vand 12-24. Nogle steder i København er vandet ligefrem meget eller særdeles hårdt. Glaspest opstår lettere i områder med hårdt vand.
Klik her for links til opvaskebørster og rengøringsklude.